23948sdkhjf

Splittelse i Møbelkæden: Sprængt bestyrelse fyrer kædedirektør

Og indsætter en lederprofil fra konkurrenten.

Efter 20 år i kæden og 11 år som direktør, har kædeselskabet Møbelkæden fyret sin direktør Henrik Rydeberg Jensen, og beslutningen var så kontroversiel, at den har sprængt bestyrelsen.

I december 2016 hentede kædeselskabet Lene Witt Johansen fra et andet kædeselskab, Garant Møbler, og meningen var, at hun skulle arbejde sideordnet med den mangeårige direktør.

Det samarbejde varede dog i kort tid, og en dag i sidste uge - klokken 16:39 - sendte bestyrelsen en fyringsvarsel i en e-mail.

Forud for fyringen havde 3 bestyrelsesmedlemmer nedstemt én, og det fik Bjarne Larsen, indehaver af Mørkøv Bolignyt, til at forlade bestyrelsen i protest.

Det bekræfter Bjarne Larsen selv over for Wood Supply.

- Jeg finder fyringen uberettiget, og det er det eneste, jeg umiddelbart ønsker at udtale, siger han.

Den fyrede kædedirektør Henrik Rydeberg Jensen vil kun ønske sin afløser tillykke med jobbet, og han siger, at han er stolt af at kunne aflevere et kædeselskab med en egenkapital på 13 mio. kroner.

- Det har været nogle fantastiske år for mig, og jeg er meget taknemlig for at have arbejdet for alle Møbelkædens medlemmer. Jeg husker tydeligt for 11 år siden, når vi skulle trykke katalog og straks måtte sende fakturaer afsted til medlemmerne for at kunne betale for tryk, når regningen forfaldt til betaling.

Fra den del af bestyrelsen, som sidder der endnu, vil møbelforhandler Karsten Nygaard Madsen ikke uddybe, hvad bestyrelsen har været utilfreds med, når Henrik Rydeberg Jensen er fyret.

- Der er selvfølgelig noget, man ikke er tilfreds med, når man træffer sådan en beslutning, men vi er ikke interesseret i mudderkastning. Det er der ingen grund til, siger bestyrelsesmedlemmet, som selv driver Klittens Møbler & Tæpper i Hvide Sande.

Med Lene Witt Johansen, som officielt tiltræder som adm. direktør i dag, ser han en profil, som er stærk på markedsføring.

- Hun har lavet et flot stykke arbejde hos Garant, som vi synes om og har misundt. De har været dygtige til tryksager og sociale medier. Bedre end vi selv har formået.

Bestyrelsen består i dag af 3 medlemmer. Mod 5 tidligere. Den senest konstituerede formand, Lasse Kargaard Jensen, trådte ud, før direktørfyringen fandt sted, fordi han har solgt sit mangeårige butiksejerskab, P2 Møbler i Rønnede på Sydsjælland.

Kædesamarbejdet Møbelkæden består af 43 uafhængigt drevne møbelbutikker i hele landet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086